• 32 22 41 10
  • Peter Bangs Vej 7A etage 2, Frederiksberg
  • Alle dage 8.00-16.00 - tirsdag, onsdag og torsdag tillige 16.00-17.30
TYPE 2-DIABETES

TYPE 2-DIABETES

Sukkersyge, også kaldet diabetes mellitus, er en livslang, kronisk sygdom. Når man har diabetes, har man forhøjet blodsukker og forstyrrelser i omsætningen af sukkerstoffer, fedt og proteiner i kroppen. 

Insulin er et hormon, som produceres i bugspytkirtlen. Insulin regulerer omsætningen af sukker i kroppen. Når man har type 2-diabetes, har man både nedsat følsomhed for insulin, og man producerer ikke nok insulin. 

Hvad er symptomerne på type 2-diabetes?

I starten af sygdommen har man ingen eller kun få typiske symptomer. Nogle personer kan føle sig trætte og uoplagte. Efterhånden medfører det forhøjede blodsukker, at der opstår typiske symptomer såsom: 

  • Øget tørst
  • Hyppige vandladninger – man tisser oftere end normalt
  • Svampeinfektioner i kønsorganer og negle

I sjældne tilfælde kan blodsukkeret blive så dårligt reguleret, at man kan blive omtåget eller bevidstløs.

Hvilke symptomer skal man være særlig opmærksom på?

  • Hvis man er mere træt end normalt
  • Øget tørst
  • Hyppige vandladninger – man tisser oftere end normalt
  • Hyppige infektioner

Hvis en eller begge dine forældre har/havde type 2-diabetes, og du har taget på i vægt, kan det være en god idé at tale med os.

Ved langvarig, ureguleret diabetes kan der opstå forandringer i de store blodårer, der medfører åreforkalkning og risiko for blodpropper. Der kan også være forandringer i de meget små blodårer, som medfører skader i nyrer, øjne og nerver. Som følge af skader på følenerver er man desuden særlig udsat for at få sår og infektioner, især på/i fødderne.

Type 2-diabetes ledsages ofte af andre udfordringer. Blandt andet ses ofte forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol i blodet, som samlet set øger risikoen for blodpropper og hjertesygdom.

Hvordan håndterer vi diabetes i vores klinik?

Når diagnosen er stillet, vil vi i fællesskab beslutte den mest hensigtsmæssige behandling i forhold til de målsætninger, vi opstiller. Ofte vil behandlingen involvere medicin, men andre tiltag som vægttab og fokus på ændret kost og regelmæssig motion spiller også en stor rolle. 

I begyndelsen af forløbet vil vi typisk følge den enkelte patient tæt, og når der er opnået sygdomskontrol planlægges et individualiseret kontrolforløb, oftest hver 3. – 6. måned. Mindst én gang om året afholdes en lægesamtale (målsamtale/årskontrol), hvor fremtidige målsætninger fastlægges. 

Forud for årskontrollen med lægen, skal følgende være gjort:

  • Taget blodprøver og afleveret urinprøve
  • Været til årskontrol hos øjenlæge
  • Været til kontrol hos fodterapeut

Forløbsplaner, hvad er det?

I forbindelse med den løbende kontrol af sygdommen laves såkaldte forløbsplaner. Forløbsplanen er et elektronisk værktøj, som sikrer, at man som patient får overblik og viden om behandling og forløb af sin sygdom, og den giver det bedste grundlag for egenomsorg. Det sundhedsfaglige indhold i forløbet defineres ud fra relevante retningslinjer og anbefalinger fra bl.a. Sundhedsstyrelsen, Dansk Selskab for Almen Medicin, mv.

Forløbsplanerne findes på www.forløbsplan.dk. Foruden den konkrete plan for den enkelte, findes grundig information om sygdommen.

LINK TIL FORLØBSPLAN.DK

Gratis, årlig influenzavaccination

Patienter med type 2-diabetes kan få gratis influenzavaccination hvert år. Tidspunktet for vaccination kan variere og ligger typisk fra oktober til og med januar. Se evt. vores nyheder på forsiden, når sæsonen nærmer sig. Det er vores anbefaling, at man tager imod dette tilbud. Vaccinen er vigtig, fordi risikoen for at få komplikationer på grund af influenza er forhøjet.

Kommunale tilbud

Frederiksberg kommune:
Sund Frederiksberg tilbyder bl.a. kurser i motion, kostvejledning, bedre forståelse af sygdommen, sexologisk rådgivning, mm.
LINK TIL SUND FREDERIKSBERG

Københavns kommune:
Center for Diabetes tilbyder forskellige kurser til patienter med diabetes, f.eks. kost og madlavning, træning og bevægelse, mm.
LINK TIL CENTER FOR DIABETES

De kommunale tilbud kræver henvisning.