• 32 22 41 10
  • Peter Bangs Vej 7A etage 2, Frb.
  • 08.00-17.30, fredage dog kun 08.00-16.00

EDDIKESKYLNING VED BETÆNDT ØRE

Ved ørebetændelse er det godt at skylle øret med en eddikeopløsning. Det er især godt ved bakterien Pseudomonas. Du skal kun skylle med eddike, hvis du har aftalt det med os.

Eddikeskylninger kan bl.a. bruges til:

Børn med dræn i ørerne og ørerne flyder
Voksne med kronisk mellemørebetændelse med øreflåd
Ydre øregangsbetændelse

Eddikeblanding:

Anvend almindelig husholdningseddike og vand fra vandhanen.

Bland i forhold 1:10, dvs. 1 dl eddike til 1 liter vand. Der sker ingenting, hvis der kommer lidt mere eddike i.

Selve eddikeskylningen:

Når du skyller øret, skal opløsningen være ca. 37 grader varmt, ellers kan du risikere at blive svimmel. Til skylningen anvendes en almindelig sprøjte til øreskylning, som kan købes på apoteket.

Som regel skyller du øret 1-2 gange dagligt, det kan aftales med lægen i det enkelte tilfælde.

For at få eddikeopløsningen godt ind i øret, er det en god idé at trække bagud i øreflippen samtidig med, at du sprøjter opløsningen ind i øret. Eddikeopløsningen løber ud af øret igen.

Skyl øret med jævn kraft og pas på, at sprøjtespidsen ikke lukker øregangen helt. Væsken skal kunne løbe ud igen under skylningen. Skyl ikke for hårdt, da du kan beskadige trommehinden.

Rengør sprøjten grundigt efter brug med varmt vand eller sæbevand.

Ved samtidig behandling med øredråber på recept:

Hvis du samtidig behandles med øredråber, skyller du først med eddikeblandingen og efter ca. 15 minutter kan du dryppe med øredråber.

OBS!

Hvis du oplever smerter under skylningen eller du har mistanke om hul på trommehinden, skal du ikke skylle. Kontakt da os.